Kreativ debat til OPSANG 2010

Hvem har klaret sig bedst – den berømte musiker eller den glade gademusikant? Det var et af spørgsmålene, da fem politikere på OPSANG 2010 diskuterede fremtidens folkeskole med tv-journalisten Jens Olaf Jersild som veloplagt vært.

De politiske debattører var Marianne Jelved (R), Leif Jahn Jensen (S), Pernille Frahm (SF), Troels Christensen (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).
Før de kom på banen, havde dagen allerede budt på et interview med hjerneforsker Kjeld Fredens samt en paneldebat om kreativ læring med deltagerne Signe Lindkvist (DR), Lars Goldschmidt (Dansk Industri), Finn Holst (Danmarks Pædagogiske Universitet) og Lars-Henrik Schmidt (GNOSIS).
Jersild lagde derfor ud med at spørge de folkevalgte, hvad de hver især havde fået ud af formiddagens debat.

Mere end paratviden
Marianne Jelved svarede som den første og holdt det ganske enkelt:
”At man skal kunne mere end at skrive og regne og klare sig godt i quizzer. Det er rigtig vigtigt.”
Leif Jahn Jensen erklærede sig enig og tilføjede:
”Nu startede vi jo dagen med at høre om hjernen, og jeg husker især hvad Signe Lindkvist sagde: Kroppen er ikke bare et transportmiddel for hjernen. Det hele skal kombineres: Det sproglige, det kreative og det kropslige.”

Johanne Schmidt Nielsen var til gengæld uenig i en af præmisserne for den foregående debat, nemlig den, at kreativiteten især skal i spil for at skabe eftertragtet dansk arbejdskraft: ”Jeg synes, vi snakker meget om kineserne og om at være konkurrencedygtige – og også for meget. Formålet er da ikke, at vi skal klare os godt imod kineserne, eller imod alle mulige andre. Det handler vel om at skabe gode børneliv.”
Da turen kom til Troels Christensen, blev han pludselig ført tværs over scenen til det ventende piano. Som undersøgende journalist kunne Jens Olaf Jersild nemlig afsløre, at Christensen havde en musikalsk fortid som medlem af en underholdningsduo tilbage i 1970’erne. Han gav da også villigt et lille nummer, før han let forpustet fik lov til at svare på, hvad der var dagens vigtigste lektie:
”Det med at være kreativ er ikke bare noget med at dalre rundt for sjov. Som hjerneforskeren Kjeld Fredens også forklarede, så kræver det faktisk sin mand at være kreativ. Og det kræver fordybelse, støtte og feedback”, sagde Christensen.

Niveaudeling eller enhedsskole?

Mens OPSANG 2010 senere på eftermiddagen fik besøg af blandt andet to musikskolelærere, fokuserede politikerne under formiddagens debat mest på folkeskolen. Til gengæld afspejlede deres diskussion et emne, som også ligger musikskolefolkene nær: Hvordan skal vi balancere mellem talentpleje og bredere almen dannelse – eller i folkeskolens tilfælde: Mellem niveaudeling og enhedsskole?

Marianne Jelved mente direkte, at en stigende grad af trinopdeling ville være at lægge gift ud i folkeskolen:
”Man mister den dynamik, der ligger i at man er sammen med nogen, der er anderledes end en selv.”
Troels Christensen så til gengæld gerne mere holddannelse, mere differentiering end i dag, men efterlyste også mere disciplin og autoritet i folkeskolen – ikke fordi kæft, trit og retning er en kvalitet i sig selv, men fordi alle fag, inklusive de kreative, kræver fordybelse og ro.

At folkeskolen har et autoritetsproblem kunne alle blive enige om, men er det så først og fremmest lærernes skyld? Fra midter- og venstrepartierne lød det ikke overraskende, at problemet skyldes ringe arbejdsbetingelser for lærerne – eller simpelthen manglende ressourcer.
”Men hvor er tyven?” udbrød Troels Christensen. ”Vi har en af de dyreste folkeskoler i verden. Hvor bliver pengene af?”
Hertil svarede Pernille Frahm prompte: ”Røveren er den evalueringskultur, som regeringen står for.”
Da Troels Christensen hertil bedyrede, at hver enkelt lærer ”kun bruger én time om året på det her”, blev han mødt med vantro latter fra salen. Til gengæld fik Johanne Schmidt Nielsen en vis applaus for sin kontante bemærkning: ”Drop de nationale tests – drop at udvikle de åndssvage systemer, som ikke virker.”

Til sidst førte Leif Jahn Jensen debatten tilbage til ’det gode liv’ med en tankevækkende kommentar om at huske, at ikke alle i den såkaldt kreative klasse er lykkelige eller bliver det af penge og succes:
”For hvem har i virkeligheden klaret sig bedst? Kassedamen eller tv-værten? Den berømte musiker eller gademusikanten, der er glad for at sidde der og spille for folk?”

På trods af åbenlyse politiske forskelle og en til tider skarp tone i debatten, kunne Jersild til sidst konkludere, at der er ”mere, der samler, end der deler”: Opmærksomheden på det enkelte barns trivsel og talenter og en folkeskole, hvor der ikke kun terpes paratviden, kan alle blive enige om.
Eftermiddagen forsatte uden reporteren med paneldebatter om udvikling af talent og den digitale udfordring i musikundervisningen.

Sara Bindeballe – Dansk Rocksamråd?
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Relaterede artikler
Afstemning
Skal musikundervisningen kun foregå i fritiden?
 
Mest læste
Seneste nyt