Skævt er godt

Kreativitet kan sagtens være originale tanker eller mod til at gøre noget, der ikke er gjort før. Det mener Charlotte Rørdam Larsen, der er lektor i Musikvidenskab på Århus Universitet og en af deltagerne til OPSANG 2010.

Siden 1990 har Charlotte Rørdam Larsen haft sin gang på Aarhus Universitets afdeling for musikvidenskab. Her slår hun et slag for de originale tanker og den spontane kreativitet, som hun mener er vigtig at styrke blandt hendes studerende.
”Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i det skæve og spontane, da det tit er der de virkeligt nyskabende ting opstår,” siger Charlotte Rørdam Larsen.

Musikalsk vendepunkt
For Charlotte Rørdam Larsen kom det store vendepunkt, da hun på et højskoleophold mødte Ulla og Anders Koppel. Indtil da havde hun studeret musik og øve sig meget for hele tiden at blive bedre. Men mødet med Ulla og Anders Koppel føjede endnu en dimension til.
”Indtil da havde jeg hele tiden stræbt efter at blive dygtigere. Det var hele tiden endnu et skridt op af stigen. Men sammen med dem blev det pludseligt legalt for mig at bruge det, jeg kunne til at udvikle nyt,” fortæller Charlotte Rørdam Larsen.
Samarbejdet med Ulla Koppel fortsatte i en årrække i performancegruppen 4xRita, der nåede at spille omtrent 600 koncerter.
”Det gik op for mig, at talent ikke nødvendigvis afhænger af, hvor dygtig du er på dit instrument, men i ligeså høj grad din evne til at tænke originale tanker og faktisk føre dem ud i livet,” siger Charlotte Rørdam Larsen.

Man kan være for dygtig
At de studerende i dag er meget dygtige når de begynder på Musikvidenskab er Charlotte Rørdam Larsen ikke i tvivl om. Det er helt tydeligt, at der er en meget bred viden om, hvordan man spiller forskellige genrer samt en høj teknisk kunnen. Det er der heller ikke noget galt med. Det må bare ikke blive en begrænsning.
”På samme måde som vi i dag dyrker stramheden, hvor fitnessfeberen er et godt eksempel, er der færre, der for alvor blander genrer, så de flyder ind over hinanden. Især pop og rockmusik er blevet mere stramt og styret,” siger Charlotte Rørdam Larsen.
Det er selvfølgeligt et led i en udvikling, som ikke kun er negativ. For det er selvfølgelig positivt, at musikerne er dygtige. Det skal bare stadig være legalt at krydse over i nye flodsenge.
”Musikerne er dygtige og stilbevidste som aldrig før. De kan deres kram og deres genre. De kan deres citater, kan man sige. Men den, der bruger citater, vover måske ikke altid så meget, som den, der prøver at sige noget med egne ord,” siger Charlotte Rørdam Larsen.

Hans Christian Bugge – Dansk Rocksamråd
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Hør mere:

Til OPSANG 2010, hvor Charlotte Rørdam Larsen deltager i debatten om, hvordan man i sin undervisning kan hjælpe til med at finde og udvikle de originale selvstændige talenter.

 
Relaterede artikler
Afstemning
Skal musikundervisningen kun foregå i fritiden?
 
Mest læste
Seneste nyt