Musik er ikke en sport

Fra sit kælderstudie i Århus har Carsten Heller sat sit præg på blandt andre Nephews lyd. Foto: Hans Christian Bugge Når produceren Carsten Heller går i gang med at lave en plade med et orkester, er der en ting, som han hele tiden holder sig for øje. Uanset, hvor dygtige musikerne er, skal det, der kommer på pladen have noget på hjerte. Og her er det ikke altid, at de bedste musikere, er dem, der har mest på hjerte. Faktisk kan man snildt have et stort talent, selvom man ikke er verdens hurtigste guitarist.

En mand, der, for rytmisk musiks vedkommende, de senere år har været synonym med stor succes, er produceren Carsten Heller. Efter i mange år at have skrevet og produceret elektronisk musik er han i dag en af de mest eftertragtede producere i landet. Men hvad er det lige, der tegner et talentfuldt orkester? Er det solisten, de enkelte musikere, eller bandet som helhed?
Carsten Heller, der har produceret et af de sidste års mest succesfulde orkestre Nephew, mener ikke, at man nødvendigvis kan sige, at en enkelt person ligger inde med et sublimt talent. Det er der selvfølgelig nogen, der gør, men det er i ligeså høj grad muligt at tale om et gruppetalent.
”Set fra min stol, er der flere måder at have talent på. Du kan være god til dit instrument, men du kan også være god til at udtrykke dig i et orkester,” siger Carsten Heller.

Netop gruppetalentet er til en hvis grad et overset element. Ifølge Carsten Heller rummer det danske musiklandskab massevis af eksempler på succesfulde bands, som hver for sig ikke er blændende musikere, men kan noget sammen.
”Den dygtighed de enkelte musikere har, er ikke nødvendigvis betydende med, at musikken så bliver meget bedre end bands, hvor musikerne ikke er nær så gode. Derimod kan det samlede output fra bandet, hvor musikerne er knap så gode sagtens være bedre,” siger Carsten Heller.
Det handler mere om, hvordan de enkelte musikere supplerer hinanden, og om de evner at få tandhjulene til at gå i hak.
”Det er den del af et talent, som jeg tror, kan være svært at lære, men som opstår i kraft af en bestemt gruppedynamik,” siger Carsten Heller.

Man behøver ikke at spille dårligt

Det er ikke fordi Carsten Heller har noget imod musikere, der spiller godt, og han mener da heller ikke, at man bevidst skal spille dårligt. Men man skal passe på, at musik ikke pludseligt bliver noget, hvor talentet afhænger af hvem, der kan spille hurtigst.
”Med årene har jeg selv fået et mere nuanceret syn på sagen, men i bund og grund tror jeg, det handler om, at den skolede tilgang til musik hurtigt får et fokus, der minder om sport,” siger han.
Et andet problem er, at der hersker en del fordomme om de musikfaglige uddannelser, som holder nogle bestemte musikere væk.
”Der er ingen af de bands, jeg har produceret, der har været igennem en af de musikfaglige uddannelser. Faktisk har jeg en klar fornemmelse af, at der i mange musikerkredse, er en pæn portion skepsis overfor de musikfaglige uddannelser. Det kan lynhurtigt blive selvforstærkende, hvilket egentligt er synd for musikken. Jeg kan jo ikke sidde her og sige, at den ene måde er mere rigtig end den anden, men jeg tror, at alle kunne få noget ud af det, hvis de to verdener kunne give hinanden modspil,” siger Carsten Heller.

Hans Christian Bugge – Dansk Rocksamråd
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Til OPSANG 2010 kan du høre flere bud på, hvad talent er, og hvad man som musikunderviser kan gøre for at hjælpe det på vej.
 
Relaterede artikler
Afstemning
Skal musikundervisningen kun foregå i fritiden?
 
Mest læste
Seneste nyt